Arkitektens tanker om Havneholmen

Torsten Stephensen, Vilhelm & Lauritzen  & Michael Schytt Poulsen, Vilhelm & Lauritzen

Vi valgte at placere bygningerne i en vifteform, der dels sikrer samtlige boliger en orientering mod vandet, dels sikrer alle opholdsrum en placering mod syd-vest. 

Havneholmen er en af de bedst beliggende byggegrunde i København. Med en placering direkte ud til havnen gives der fine kig til det pulserende havneløb, mindre havnebassiner, kanaler og den centrale bydel.

Det har været meget vigtigt for os som arkitekter, at udnytte disse unikke kvaliteter ved udformningen af den enkelte bolig. Endvidere har det været højt prioriteret, at boligerne fik den bedste orientering i forhold til solen.

Vifteformen giver en venlig og imødekommende bebyggelse. Allerede ved ankomsten til boligområdet introduceres man til de åbne og solrige grønne områder mellem bygningerne.

Alle boliger får lys fra begge sider og er forsynet med mindst to store altaner eller terrasser på hver side af bygningen. Man kan således nyde solskin fra morgen til sen aften.  De møblerbare altaner bliver på den måde et aktivt supplerende areal til boligerne i sommerhalvåret.

Facaderne fremstår i lyse kvalitetstegl, der giver associationer til øvrige kystnære bebyggelser.

Den udbredte anvendelse af hårdt træ ved f.eks. vinduer, og håndlister giver bebyggelsen et bevidst maritimt præg.

Altaner er tilpasset et åbent venligt, men roligt facadeudtryk og derfor udformet med forskellige dybder og længder, så alle boliger fremstår forskellige.

Vil du købe?

Kontakt os for mere information og bestilling af materiale allerede i dag

Kontakt os i dag
Se kontakt info